Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige bemærkede det i dag, men jeg er begyndt at slette flere og flere mails – uden at åbne dem først. Ikke kun de mails, der i emnefeltet proklamerer, at jeg har vundet i et stort amerikansk lotteri eller noget andet mistænkeligt (jeg har nemlig aldrig spillet med i store amerikanske lotterier), men også dem, der kommer fra selskaber jeg kender i forvejen; selskaber jeg har aftaler hos; selskaber, hvis budskaber jeg rent faktisk burde interessere mig for. Det gør jeg bare ikke. For uden at ville træde nogen over tæerne, så gider jeg ikke rigtigt blive inviteret i biografen mere. Jeg har heller ikke lyst til at købe to hapsdog og en cola lidt billigere i denne uge. Jeg har ikke engang lyst til at svare på et par hurtige spørgsmål og vinde en rejse. Jeg vil meget hellere bare have den bedst mulige aftale og det bedst mulige produkt til netop mig.  Og jeg kan se allerede i emnefeltet på de her mails, at det ikke er det, de handler om.

Tilbud, der er ud over det sædvanlige…
Det sjove er, at hvis jeg virkelig graver dybt i mine egne arkiver, så har jeg sikkert selv været med til at anbefale løsninger, der var bundet op på noget med ”at vi skal tilbyde noget ekstra, noget der går ud over produktet”, eller ”vi skal give folk en oplevelse ud over det sædvanlige”. Og mens det stod på, må det jo have givet god mening, men lige i dag, så kan jeg konstatere, at jeg har slettet i hvert fald fem mails, uden at læse dem først, netop fordi de ville give mig noget ”ud over produktet”.

Og hvorfor egentlig? Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide at gå i biografen. Jeg er, hånden på hjertet, ikke særlig vild med hapsdogs og cola, men det kunne jeg jo have været. Jeg er til gengæld helt vild med at rejse og næsten altid ærgerlig over, at jeg ikke har råd til at gøre det mere end en enkelt gang om året. Så hvor kommer den fra, denne uvilje over for de mange tilbud? Det har helt sikkert noget at gøre med, at jeg får flere og flere mails af denne type. Jo flere der er, jo mindre tillokkende virker tilbuddene af en eller anden grund. Der findes sikkert en psykologisk formel for, hvornår det bare bliver for meget.

… Og tilbud, der virker
Der er også en anden grund, tror jeg. Relevans og substans har alle dage været nøgleord inden for kommunikation. Sammen med form og indpakning. Jeg er nemlig ikke ude på at undervurdere sidstnævnte. Til gengæld skal har jeg heller ikke lyst til at undervurdere, hvad det i bund og grund er for en ydelse, man sælger til mig. Det har nemlig sin egen skønhed og logik, når tilbud og ydelse hænger sammen. F.eks. har jeg en rigtig dygtig frisør. Af og til, inden jeg går, smider hun lige et vidundermiddel til mit genstridige hår ned i en pose, som hun rækker mig med et smil. Jeg tror aldrig, hun ville drømme om at tilbyde mig en biografbillet. For slet ikke at tale om en hapsdog. Nogle gange, når jeg har købt ind hos min lokale grønthandler, får jeg buket blomster med. Han ved godt, han ikke kan sælge buketten i morgen, og han lukker alligevel om lidt, så det er jo ikke fordi han i den forstand gør mig en stor tjeneste – alligevel føles det sådan, og det virker meget mere vedkommende, end hvis han havde lagt en lottokupon ned til mine friske porrer.

Jeg ved ikke, om det bare er, fordi jeg godt kan lide, når tingene hænger sammen. Faktum er i hvert fald, at det virker mere og mere mistænkeligt på mig, når nogen der i virkeligheden sælger mig én ting, prøver at beholde mig i folden, ved at tilbyde mig noget helt andet. Lidt som om de ikke rigtig selv synes, deres ydelse er så god, når det kommer til stykket?

Og hvis de ikke selv synes det – helt ærligt, hvorfor skulle jeg så?